Sommer i Danmark. Folk tager til stranden og bader og spiser is. Isbodens ejer, Finn, har god omsætning. Måske den bedste nogensinde. Alt er godt. Men så finder man en død sæl med et stort og mærkeligt sår. Folk begynder at snakke. Er det utænkelig sket? Er en stor hvid haj dukket op ved et dansk badested?
Hvidhajer bliver spottet længere og længere nordpå. Måske er det kun et spørgsmål om tid, før de dukker op i dansk farvand. Tunen er her allerede, sælernes antal stiger.
I denne bog får et idyllisk badested i Nordsjælland besøg af en uvelkommen gæst. Jeg blev inspireret til historien efter at have talt om (hvid)hajer med en biolog. "Måske er den her allerede," sagde hun. Da en gammel klassekammerat så kort efter fortalte, at han yndede at spydfiske i havet efter mørkets frembrud, faldt brikkerne til den lille saltvandsgyser på plads.
Bogen er ude d. 15 februar. E- og lydbog er i produktion og udkommer i løbet af foråret.