fredag den 28. september 2012

Releaseparty

27. september holdt Løse Ænder releaseparty for to nye udgivelser om den kaffetørstige detektiv Filip M. Lund. Naturligvis kunne det ikke gøres andre steder end på verdens mindste kaffebar på Vesterbro. Fra v mod h: Udgiveren, forfatteren, illustratoren og grafikeren - aka Henrik, Ellen, Karla og Mette.
      

fredag den 14. september 2012

Mere fra arkivet

For et par år siden blev jeg pludselig kontaktet af nogle folk fra Huset i Magstræde i København. I anledning af kulturstedets 40 års jubilæum havde man ryddet op i kælderen. Og tænk, her var dukket en masse gamle tegninger frem. De stammede fra en tegneserieudstilling, som havde været afholdt 1981. Der var også nogle af mine. I over 30 år havde de ligget gemt og glemt her. Nu fik jeg dem tilbage.

Det var meget meget underligt at gense dem, men også dejligt. De mindede mig om en fjern tid, hvor jeg var vildt optaget af at tegne tegneserier. I dag tegner jeg slet ikke mere. Jeg har lagt fire sider fra det righoldige materiale ud her. De er lidt ufærdige visse steder, men læs dem alligevel.

Tryk på siden for at se den i stort format.


                         side 1/2                                                      side 2/2

Bonusinfo:
Jeg havde en ven, som tegnede en historie om en fyr, der hed Orla, selv tegnede jeg historierne om Den gule banan. Vi tegnede hinandens figurer ind i vore serier og ydmygede dem på det groveste. Lidt alá Spy vs Spy i de gamle MAD-magasiner. De fleste af historierne er gået tabt, men nogle få har overlevet.

 
                         side 1/2                                                        side 2/2

lørdag den 8. september 2012

UR-EINSPOR - En af mine allerførste horrorhistorier - og GRU-bladet som inspirerede til den ...


Siden jeg var dreng har jeg været vild med gys, lige fra spøgelseshistorier og de klassiske eventyrgysere, f.eks. Drengen, der ikke kunne blive bange, til regulære horrornoveller af Poe og M.R. James. Og naturligvis også skræktegneserier. Jeg var 12 år da de legendariske GRU-blade udkom i Danmark. De var absolut forbudt i mit hjem, så jeg måtte købe dem i hemmelighed og smugle dem ind i huset. Jeg gemte dem på mit værelse (under de løse brikker i puslespilsæsker) og dyrkede således min last for monstre, varulve, gengangere og alskens mørke skabninger.
Heldigvis så jeg to meget vigtige skrækfilm, lige da jeg havde den rette alder til det; Karl Th. Dreyers Vampyr, og James Whales Frankenstein. Specielt den sidste overrumplede mig totalt, og i flere år efter frygtede jeg konstant at rende ind i monsteret, hvis jeg var alene hjemme eller ude efter mørkets frembrud.
Det afholdt mig dog ikke fra at opsøge mere rædsel. Kort efter løj jeg mig ældre, end jeg var og sneg mig sammen med nogle klassekammerater ind i Frederiksværk Kosmorama og så Eksorcisten. En film, som med rette var forbudt for børn under 16, og efter sigende havde dødsfald på samvittigheden i USA! P** fra klassen var ved at skide grønne grise og sad med hænderne for ørerne og hovedet nede mellem knæene. ’Det var lydene’ påstod han. Vi andre stod det igennem, men forlod biografen lettere blegnæbbede med vores indre blikke fyldt med grønt bræk, roterende hoveder, og stadig med den ru dæmonstemme genlydende i ørerne. Jeg vovede først at gense filmen 30 år senere. Og da kun i fuld dagslys, og med lyden skruet helt ned.
Dødens gab så jeg i en biograf i England som 15-årig. Som så mange andre oplevede jeg århundredets filmchok over scenen med hovedet – hele biografen skreg! Og dermed havde jeg mistet lysten til at bade i årevis. Det var måske i virkeligheden den sidste horrorfilm, som rigtig virkede på mig. Af de mange, jeg har set siden har ingen helt formået at bringe mig til samme højspændte stade af uhygge. Desværre! I dag ser jeg mest filmene for stemningens skyld og foretrækker de gamle sort/hvide. 
Men at skrive skumle uhyggehistorier har jeg altid holdt meget af. Det var igen GRU-hæfterne, som var den store inspiration. Jeg skrev skolestile med titler som, Rottekongen, eller Flæskestein. Sidenhen blev jeg jo rigtig forfatter. Mærkeligt nok skrev jeg ikke så mange horrorhistorier, da det endelig kom til stykket. Men nogle få er det blevet til. Og jeg har en bunke liggende i skuffen ... 

Her kan du læse en af mine tidlige skolestile stærkt inspireret af Bram Stokers historie, Dommerens hus (fra GRU nr. 7) - for læsbarhedens (og min æres) skyld har jeg rettet de mest meningsforstyrrende fejl. Men ellers står teksten, som jeg skrev den for snart 40 år siden indbefattet stave- og tegnfejl. Såvel forkert satte, som manglende! Slige bagateller kunne en forfatter in spe ikke beskæftige sig med!

Topgyser (står der øverst i kladdehæftet, side om side med noget tegnet spindelvæv)

Rottekongen (ca. 1973)

I Kap

"Og jeg regner med, at de passer på huset mens vi er i London"  siger baronen til sin nye tjener. "Min kone har ikke nerver til at bo her mere. Jeg må ind til byen med hende et stykke tid."

"Nerver hvad skulle hun få nerver af?" spørger den nye tjener.
"Rotterne min ven rotterne."
"Ha ha rotterne hvad skulle de kunne gøre?" spørger tjeneren.
"Det vil du få at se nå men vi må asted farvel.""Farvel sir."...
"Men hov hvor længe bliver de væk? Hvor længe svar mig dog hvor længe?"
"Rotterne min ven Rotterne husk nu rotterne Hr. rottekonge vi kommer aldrig tilbage aldrig aldrig aldrig mere."

II Kap


Tjeneren stod fortvivlet og så efter vognen der forsvandt et frygtelig raseri havde lagt sig over ham og pludselig stod han med en gammel flintesten pistol i hånden og skød og skød efter hestevognen men han ramte ikke. Pludselig fandt han en seddel på jorden. han bøjede sig og samlede den op og læste.



               

Da han havde læst sedlen blev han for alvor bange han løb ned ad vejen men tågen kom rullende ind over heden og han måtte hvad enten han ville eller ej tilbage til huset da han kom ind stivnede han for på komoden sad en stor fed rotte og sendte ham et ondskabsfuldt blik han tog en bog og kylede efter den men rotten forsvandt.

III Kap


Den nat sov han ikke og næste morgen da han kom ned så han den samme fede rotte igen han tog sin flinte stens pistol og skød rotten midt over. I samme  sekund som han havde dræbt rotten bristede gulvet under ham og med et skrig røg han gennem det. Han faldt ned i en slags mine der lå under huset, han kiggede sig omkring der var nogle få rotter rundt omkring han rejste sig hurtigt op, da så han det der lå et mærkelig Halvråddent menneske på jorden det ligenede en varulv og det havde et rotte ansigt.


IV Kap


Han løb rædselslagen tilbage gennem gangen men rotter forfulgte ham han løb hen til hullet og svang sig op men hullet var omringet af rotter.Han slog vildt om sig og var lige ved at falde ned i hullet igen da han kom til at se på sine hænder de var lodne og neglene var spidse og lange. Den sidste menneskelige tanke tjener Wilson nåede at tænke var "Baronen havde ret da han kaldte mig rottekonge nu er jeg virkelig rotternes konge." Så blev han til en rotte en stor fed rotte SLUT


BONUSMATERIALE:



Reed Crandalls illustration i GRU nr. 7, 1972

Og herunder en meget ung Henrik Einspors ditto - næsten puritansk enkel i stregen.


Og endelig forsiden fra GRU nr. 7. Historien om Dommerens hus er den første i bladet, som i øvrigt også indeholder Poes horrorhistorie, Amontilladofadet! Også tegnet af Reed Crandall
              

Bladet kostede kr. 3,85 i 1972. I Tegneseriebutikken Pegasus i København kan bladet i øjeblikket erhverves antikvarisk for den nette sum af kr. 125. Klik på forsiden og bliv ført hen til Pegasus.