Max Skræk

Max Skræk

 

 


En serie, som jeg påbegyndte i 2009. Et forlag havde netop udskrevet en seriebogskonkurrence, og oprindeligt var Max Skræk tænkt som mit bidrag til konkurrencen. Halvvejs igennem første bog tænkte jeg: 'Hvorfor ikke bare udgive den selv? På den måde kan jeg skrive lige så mange bøger, som det skal være, og de kan udkomme, når det passer mig'. De 100 000 kroner, man kunne vinde i konkurrencen (altså forudsat, man vandt) var nemt tjent ind ved at udgive den selv, var jeg overbevist om. Så det gjorde jeg. Og nu, hvor ottende og sidste bog er udkommet, kan jeg kun sige, at det er gået rigtigt godt. Serien har fået fine anmeldelser, både i Troldspejlet og i aviser og blade. Bind et har endvidere været nomineret til Orla-prisen i 2012. 

Skrækkabinettet og Porcelænsdukken

Et omrejsende cirkus, eller rettere 'freakshow' finder et behåret barn efterladt i en skov. Man tager barnet med sig med henblik på at udstille det i et bur, når det bliver ældre. Vilddyret fra urskoven, skal attraktionen hedde. Og herfra udvikler en sælsom, bizar og gotisk handling sig, med sygdom, dæmoner, mirakler, død og ødelæggelse. For den behårede unge er selvfølgelig ikke det, man tror. Det hele ender i krypten under kæmpeborgen Marienburg i Polen (nu Malbork) hvor selveste djævelen har taget ophold. Onde tunger har kaldt det en fantasy-bog. 

Så er Porcelænsdukken mere en rendyrket horrorhistorie. Den er skrevet sammen med forfatteren Bjarne Dalsgaard Svendsen. Vi skrev på skift kapitlerne, inden vi satte os og rettede hele historien til, under skrig og skrål og gensidige trusler. Det kom der er temmelig skummel horrorbog ud af. Der er masser af edderkopper på omslaget, men ikke en eneste inde i bogen. Her er der til gengæld en besat dukke, som nok kan få det til at krible koldt ned ad ryggen på en.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar