mandag den 28. oktober 2013

Til download fra eReolen



Jack Stump Halloween Special. Hele oplaget af papirbogen er tæt på at være udsolgt. Der er kun omkring fem stk. eksemplarer tilbage ud af et oplag på 1500 eks. Men fortvivl ikke. Den kan downloades kvit og frit fra eReolen, hvilket den også bliver flittigt i disse dage. Har du lyst til at læse om, hvordan Jack Stump tilbragte en horribel Halloween, så følg linket herunder:






onsdag den 23. oktober 2013

GRU anden del.



Her kan du læse en af mine tidlige skolestile stærkt inspireret af Bram Stokers historie, Dommerens hus (fra GRU nr. 7) - for læsbarhedens (og min æres) skyld har jeg rettet de mest meningsforstyrrende fejl. Men ellers står teksten, som jeg skrev den for snart 40 år siden indbefattet stave- og tegnfejl. Såvel forkert satte, som manglende! Slige bagateller kunne en forfatter in spe ikke beskæftige sig med!

Topgyser (står der øverst i kladdehæftet, side om side med noget tegnet spindelvæv)

Rottekongen (ca. 1973)

I Kap

"Og jeg regner med, at de passer på huset mens vi er i London"  siger baronen til sin nye tjener. "Min kone har ikke nerver til at bo her mere. Jeg må ind til byen med hende et stykke tid."
"Nerver hvad skulle hun få nerver af?" spørger den nye tjener.
"Rotterne min ven rotterne."
"Ha ha rotterne hvad skulle de kunne gøre?" spørger tjeneren.
"Det vil du få at se nå men vi må asted farvel.""Farvel sir."...
"Men hov hvor længe bliver de væk? Hvor længe svar mig dog hvor længe?"
"Rotterne min ven Rotterne husk nu rotterne Hr. rottekonge vi kommer aldrig tilbage aldrig aldrig aldrig mere."

II Kap

Tjeneren stod fortvivlet og så efter vognen der forsvandt et frygtelig raseri havde lagt sig over ham og pludselig stod han med en gammel flintesten pistol i hånden og skød og skød efter hestevognen men han ramte ikke. Pludselig fandt han en seddel på jorden. han bøjede sig og samlede den op og læste.
Da han havde læst sedlen blev han for alvor bange han løb ned ad vejen men tågen kom rullende ind over heden og han måtte hvad enten han ville eller ej tilbage til huset da han kom ind stivnede han for på komoden sad en stor fed rotte og sendte ham et ondskabsfuldt blik han tog en bog og kylede efter den men rotten forsvandt.
III Kap
Den nat sov han ikke og næste morgen da han kom ned så han den samme fede rotte igen han tog sin flinte stens pistol og skød rotten midt over. I samme  sekund som han havde dræbt rotten bristede gulvet under ham og med et skrig røg han gennem det. Han faldt ned i en slags mine der lå under huset, han kiggede sig omkring der var nogle få rotter rundt omkring han rejste sig hurtigt op, da så han det der lå et mærkelig Halvråddent menneske på jorden det ligenede en varulv og det havde et rotte ansigt.
IV Kap
Han løb rædselslagen tilbage gennem gangen men rotter forfulgte ham han løb hen til hullet og svang sig op men hullet var omringet af rotter. Han slog vildt om sig og var lige ved at falde ned i hullet igen da han kom til at se på sine hænder de var lodne og neglene var spidse og lange. Den sidste menneskelige tanke tjener Wilson nåede at tænke var "Baronen havde ret da han kaldte mig rottekonge nu er jeg virkelig rotternes konge." Så blev han til en rotte en stor fed rotte SLUT
Reed Crandalls illustration i GRU nr. 7, 1972


GRU første del.


1972-74. Det var i den periode, at GRU udkom i Danmark. ”Magasinet om hekse, varulve, troldmænd, monstre, sort magi, woodoo, gengangere, og satantilbedelse” som teksten på bladenes forsider lovede.

For en fantasihungrende dreng, som indtil da havde læst Anders And & Co, Sølvpil, eller Illustrerede klassikere, var der virkelig tale om en helt anden boldgade. Og jeg var i den grad klar til at udvide min horisont.

Kort forinden var to vigtige film blevet vist i dansk tv. Karl Th. Dreyers Vampyr fra 1932 Og James Whales originale Frankenstein fra 1931. Specielt sidstnævnte åbnede en livslang kærlighed for klassisk gys. Og så begyndte GRU altså at dukke op i kioskerne - monstre, varulve og satantilbedelse! Tykke glittede magasiner med de mest sindssyge forsider. ’Hmm,’ tænke jeg. Interessant!

Det var helt utænkeligt, at jeg fik lov til at købe bladene. Ikke engang for mine egne penge. Men for at gøre en lang historie kort, så lykkedes det mig at få fingre i nogle numre. Langt fra dem alle. Jeg sneg mig til at bladre i dem i kiosker, smuglæste så meget, jeg kunne, inden butiksindehaveren rømmede sig arrigt. Blev inspireret til at tegne mine egne gru-tegneserier … med vampyrer, varulve, monstre, etc.

Jeg havde en forventning om, at GRU nr. 13 ville blive noget helt særligt, (helt ærligt, nummer 13, ikke!) Jeg glædede mig enormt til det udkom i det sene forår 1973 og kan stadig huske den aften, hvor jeg cyklede ned til kiosken på Strandvejen i Kregme og købte bladet. Et ekstra tykt nummer til den fyrstelige sum af kr. 5,85 (hele to kroner dyrere end de normale udgaver, som ellers var pebrede nok) Og hvilket nummer! Jeg hjembragte det som en hemmelig skat, husker hvilken stol jeg sad i, da jeg læste det. Jeg var alene hjemme. Det var jeg ofte i de år. Jeg kan huske, hvordan vampyren på forsiden ligesom indprentede sig for mit indre blik, så jeg syntes, at jeg så ham stå i køkkenet. Ja, snart sagt alle steder!

Fra bladets indhold var det især Bram Stokers, The Squaw, som gjorde indtryk. En historie, hvor en fyr bliver spiddet i ’Jernjomfruen’ i Nürnberg, fordi en kat blander sig under et besøg i et torturkammer. Klaang! Splat. Eller de to klassiske Edgar Allan Poe-historier, Hjertet der sladrede og Springfrøen. De tre nævnte var alle tegnet af mestertegneren Reed Crandall. Og så var der alle de andre frydefuldt uhyggelige historier, grufulde vittighedstegninger og noveller. Det var mit første møde med Poe og Stoker, og de gav lyst til mere.

Forsiden til GRU nr. 13. Med vampyrtænder og damelår for alle pengene.

I alt 30 GRU-blade blev det til, inden serien gik ind. (sideløbende udkom også en række albums og minihæfter) Desværre dalede kvaliteten i de sidste numre. Alligevel gik jeg ud og genkøbte hele samlingen for et par år siden. For et firecifret beløb! En uhyggelig samling til en uhyggelig pris.

Et par forsider mere, GRU nr. 2 og nr. 22. Som det ses, var zombier også hotte i 1972.
       



Slik eller ballade?


Måske genkender du den blåøjede vampyrdreng? Svend Svovl, hedder han. Jeg har netop skrevet en helt ny historie, som foregår på selveste Halloween-aften. Svend er ude at rasle slik. Trick or Treat? Slik eller ballade? Og ballade bliver der nok af. Især da han banker på hos den gale professor Vanvid. Forrige år kom Vanvid nemlig til at tisse i bukserne af skræk, da udklædte børn dukkede op ved hans dør. Så i år har han forberedt sig. I år bliver det ikke ham, som kommer til at tisse i bukserne …

Her får du en lille forsmag på Svend. Halloween. Den er med i tredje samling af Svend Svovl-historier, som efter planen udkommer næste år og indeholder to helt nye historier.

Slik og ballade

Det er Halloween aften og alle børn er ude og rasle. Også Svend og Bibi. De går fra hus til hus, og alle steder råber de: Slik eller ballade! når folk lukker op.
                "Uha, hvor ser I farlige ud," siger alle og skynder sig at give dem slik.
                De banker også på hos Maren i kæret.
                "Hillemænd!" siger hun. "Jeg dør af skræk." Og så skynder hun sig at hoste op med nogle likørtoppe.
                Et andet sted får de en pibe af lakrids hver. Bageren giver en lille romkugle med orange krymmel. Andre steder vanker der æbler dyppet i karamel, frøer af chokolade og andet godt.
                Sådan går det slag i slag. Deres poser bliver større og større.
                "Jeg elsker Halloween," siger Svend. "Se alt det gratis slik, vi får."
                "Ja, hurra for Halloween," siger Bibi.
                Kun hos lærer Surensen får de en lang næse.
                "Forsvind, unger," siger han. "Jeg tåler ikke børn, når jeg har fri. Afgang!"
                "Så bliver der ballade," siger Bibi. Hun er klædt ud som heks. "Vi forvandler dig om til en frø. Nej, en tudse, for det er klammere!"
                Surensen siger bare Pøh! og smækker døren i lige i hovedet på dem. Det er næsten, som at blive smidt uden for døren henne i skolen.
                "Det skulle han aldrig have gjort," siger Svend.
                "Så må han selv om det," skumler Bibi.
                Godt sure står de og pønser på, hvad de skal gøre.
                Surensen har en havenisse foran sit hus. Svend lister hen og tager den. Så stiller han den lige foran Suresens dør.
                "Klar til at løbe?" siger han til Bibi. "Jaha," siger hun.
                Han ringer på. Og så spæner de.
                Da Suresen åbner bliver han endnu mere tosset.
                "Har jeg ikke sagt…" råber han, men så ser han sin nisse og går helt amok. "Frække unger," hyler han ud i mørket. "Bare vent!"
                Men Svend og Bibi er allerede over alle bjerge.

Et hus tilbage

Senere møder de nogle af de andre børn. Sus er klædt ud som spøgelse. Men de kan godt høre, at det er hende. For da hun skvatter i sit lagen, råber hun: "Snothamrende skide møglagen!"
                Lidt efter dukker også Frank K og Palle op. Frank K er klædt ud som en rød djævel. Palle har skelettøj på.
                Alt den slik de har spist har gjort dem helt søde. For en gang skyld driller slet ikke.
                "Hold fest, hvor har vi scoret meget slik," stønner Palle og holder sig på maven. "Hvad med jer?"
                "Mindst to kilo hver," nikker Svend.
                Det et ved at være sent. Månen er stået op. Den er meget passende stor og rund og fuld. Lidt tåge sniger sig frem langs jorden.
                "Vi har været over det hele," siger Palle og slår en bøvs.
                Men der tager han fejl. For de har ikke være overalt. Der er et hus tilbage, som de ikke har besøgt.
                Men det hus er der ingen børn, som tør gå hen til. Ikke engang selv om, de er klædt ud som noget fælt.
                Det er den gale professors hus.

….