1972-74. Det var i den periode, at GRU udkom i Danmark. ”Magasinet om hekse, varulve, troldmænd,
monstre, sort magi, woodoo, gengangere, og satantilbedelse” som teksten på
bladenes forsider lovede.
For en fantasihungrende dreng, som indtil da havde læst
Anders And & Co, Sølvpil, eller Illustrerede klassikere, var der virkelig
tale om en helt anden boldgade. Og jeg var i den grad klar til at udvide min
horisont.
Kort forinden var to vigtige film blevet vist i dansk tv.
Karl Th. Dreyers Vampyr fra 1932 Og
James Whales originale Frankenstein
fra 1931. Specielt sidstnævnte åbnede en livslang kærlighed for klassisk gys.
Og så begyndte GRU altså at dukke op i kioskerne - monstre, varulve og
satantilbedelse! Tykke glittede magasiner med de mest sindssyge forsider. ’Hmm,’
tænke jeg. Interessant!
Det var helt utænkeligt, at jeg fik lov til at købe bladene.
Ikke engang for mine egne penge. Men for at gøre en lang historie kort, så
lykkedes det mig at få fingre i nogle numre. Langt fra dem alle. Jeg sneg mig
til at bladre i dem i kiosker, smuglæste så meget, jeg kunne, inden butiksindehaveren
rømmede sig arrigt. Blev inspireret til at tegne mine egne gru-tegneserier …
med vampyrer, varulve, monstre, etc.
Jeg havde en forventning om, at GRU nr. 13 ville blive noget
helt særligt, (helt ærligt, nummer 13, ikke!) Jeg glædede mig enormt til det
udkom i det sene forår 1973 og kan stadig huske den aften, hvor jeg cyklede ned
til kiosken på Strandvejen i Kregme og købte bladet. Et ekstra tykt nummer til
den fyrstelige sum af kr. 5,85 (hele to kroner dyrere end de normale udgaver,
som ellers var pebrede nok) Og hvilket nummer! Jeg hjembragte det som en
hemmelig skat, husker hvilken stol jeg sad i, da jeg læste det. Jeg var alene
hjemme. Det var jeg ofte i de år. Jeg kan huske, hvordan vampyren på forsiden
ligesom indprentede sig for mit indre blik, så jeg syntes, at jeg så ham stå i
køkkenet. Ja, snart sagt alle steder!
Fra bladets indhold var det især Bram Stokers, The Squaw, som gjorde indtryk. En
historie, hvor en fyr bliver spiddet i ’Jernjomfruen’ i Nürnberg, fordi en kat
blander sig under et besøg i et torturkammer. Klaang! Splat. Eller de to klassiske Edgar Allan Poe-historier,
Hjertet der sladrede og Springfrøen. De tre nævnte var alle tegnet
af mestertegneren Reed Crandall. Og så var der alle de andre frydefuldt
uhyggelige historier, grufulde vittighedstegninger og noveller. Det var mit
første møde med Poe og Stoker, og de gav lyst til mere.
Forsiden til GRU nr. 13. Med vampyrtænder og damelår for alle pengene.
I alt 30 GRU-blade blev det til, inden serien gik ind. (sideløbende
udkom også en række albums og minihæfter) Desværre dalede kvaliteten i de
sidste numre. Alligevel gik jeg ud og genkøbte hele samlingen for et par år
siden. For et firecifret beløb! En uhyggelig samling til en uhyggelig pris.
Et par forsider mere, GRU nr. 2 og nr. 22. Som det ses,
var zombier også hotte i 1972.
Tak for et skønt indlæg, som vækker kære minder til live :-)
SvarSletKan du huske, hvilke historier der ellers står i nr. 13?
Ja, der er også 'Hjertet der sladrede', den fine Poe-novelle, som ligeledes er illustreret af Reed Crandell, (ligesom åbningshistorien om 'The Squaw') og så er der en klam historie om en bøddel, der får blod på sig, da han henretter en uskyldig dødsdømt i guillotinen, og efter nogle dage vokser den henrettedes ansigt frem på bødlens brystkasse ... brrr! Generelt en rigtig godt nummer.
SvarSletDu er vist lidt ældre end mig og dine forældre var lidt mere puritanske. Kom først med på skræk bølgen, da den var næsten forbi, men jeg kan genkende meget fra din beskrivelse. Det var dog i Gru navnlig Per Sanderhages Luckner noveller, som slog benene væk under mig, og Sanderhage og Luckner har vi jo heldigvis stadig i blandt os.
SvarSletSå din blok i forbindelse med et opslag om Gru, jeg her til aften skrev til Tegneseriefantasterne på fb.