GRU første del.

1972-74. Det var i den periode, at GRU udkom i Danmark. ”Magasinet om hekse, varulve, troldmænd, monstre, sort magi, woodoo, gengangere, og satantilbedelse” som teksten på bladenes forsider lovede.

For en fantasihungrende dreng, som indtil da havde læst Anders And & Co, Sølvpil, eller Illustrerede klassikere, var der virkelig tale om en helt anden boldgade. Og jeg var i den grad klar til at udvide min horisont.

Kort forinden var to vigtige film blevet vist i dansk tv. Karl Th. Dreyers Vampyr fra 1932 Og James Whales originale Frankenstein fra 1931. Specielt sidstnævnte åbnede en livslang kærlighed for klassisk gys. Og så begyndte GRU altså at dukke op i kioskerne - monstre, varulve og satantilbedelse! Tykke glittede magasiner med de mest sindssyge forsider. ’Hmm,’ tænke jeg. Interessant!

Det var helt utænkeligt, at jeg fik lov til at købe bladene. Ikke engang for mine egne penge. Men for at gøre en lang historie kort, så lykkedes det mig at få fingre i nogle numre. Langt fra dem alle. Jeg sneg mig til at bladre i dem i kiosker, smuglæste så meget, jeg kunne, inden butiksindehaveren rømmede sig arrigt. Blev inspireret til at tegne mine egne gru-tegneserier … med vampyrer, varulve, monstre, etc.

Jeg havde en forventning om, at GRU nr. 13 ville blive noget helt særligt, (helt ærligt, nummer 13, ikke!) Jeg glædede mig enormt til det udkom i det sene forår 1973 og kan stadig huske den aften, hvor jeg cyklede ned til kiosken på Strandvejen i Kregme og købte bladet. Et ekstra tykt nummer til den fyrstelige sum af kr. 5,85 (hele to kroner dyrere end de normale udgaver, som ellers var pebrede nok) Og hvilket nummer! Jeg hjembragte det som en hemmelig skat, husker hvilken stol jeg sad i, da jeg læste det. Jeg var alene hjemme. Det var jeg ofte i de år. Jeg kan huske, hvordan vampyren på forsiden ligesom indprentede sig for mit indre blik, så jeg syntes, at jeg så ham stå i køkkenet. Ja, snart sagt alle steder!

Fra bladets indhold var det især Bram Stokers, The Squaw, som gjorde indtryk. En historie, hvor en fyr bliver spiddet i ’Jernjomfruen’ i Nürnberg, fordi en kat blander sig under et besøg i et torturkammer. Klaang! Splat. Eller de to klassiske Edgar Allan Poe-historier, Hjertet der sladrede og Springfrøen. De tre nævnte var alle tegnet af mestertegneren Reed Crandall. Og så var der alle de andre frydefuldt uhyggelige historier, grufulde vittighedstegninger og noveller. Det var mit første møde med Poe og Stoker, og de gav lyst til mere.

Forsiden til GRU nr. 13. Med vampyrtænder og damelår for alle pengene.

I alt 30 GRU-blade blev det til, inden serien gik ind. (sideløbende udkom også en række albums og minihæfter) Desværre dalede kvaliteten i de sidste numre. Alligevel gik jeg ud og genkøbte hele samlingen for et par år siden. For et firecifret beløb! En uhyggelig samling til en uhyggelig pris.

Et par forsider mere, GRU nr. 2 og nr. 22. Som det ses, var zombier også hotte i 1972.